Dit Pusterum
App’en ”Dit pusterum” henvender sig til alle voksne mennesker, som har lyst til at give sig selv og sin krop en pause i hverdagen. Indholdet er enkelte og let tilgængelige guidede afspændingsøvelser af forskellig varighed. Øvelserne er tilpasset bestemte tidspunkter på dagen; der er guidede øvelser til din morgenstund, gående afspændingsøvelser til din frokostpause og rolige afspændinger til når du skal sove, mens der er andre øvelser, som du kan bruge på vilkårlige tidspunkter på din dag. Du vælger selv og kan kreere din helt egen favoritliste i appen.
Med ”Dit pusterum” får du redskaber til at prioritere dig selv og din krop, og du kan gøre det fra ganske få minutter om dagen. Der er mange fordele ved at lave regelmæssige afspændingsøvelser både fysiske og psykiske. Under en afspændingsøvelse er hippocampus, som er en del af hjernen og kroppens forsvar, med til at regulere og sænke niveauet af stresshormoner. Derved beroliges hjernen, så kroppen kan slappe af og give efter. I denne tilstand afbalanceres åndedrættet og immunforsvaret styrkes. Ved dagligt brug af øvelserne opnås den bedste effekt. Tænk på det som en mental fitness, der øger din mentale sundhed, ligesom regelmæssig fysisk træning opbygger og forbedrer din fysiske form.
Nyeste anerkendte amerikanske studier viser at eksempelvis åndedrætsøvelser kan mindske stress, øge din opmærksomhed og sænke tankespind. Når du jævnligt udfører øvelserne, kan du opleve at blive bedre til at være fokuseret og opmærksom, hvilket kan være med til at styrke din håndtering af en stresset og krævende arbejdsdag. Ligeledes kan du opleve at der skal mere til at distrahere dig, da øvelserne træner din opmærksomhed og skærper dit nærvær i nuet.
Afhængig af hvilken afspændingsøvelse du vælger, så gør det altid så komfortabelt for dig selv som det overhovedet er muligt, så du giver kroppen de bedste betingelser for at slappe af og give efter. Brug gerne puder, et eller flere tæpper når du vælger en liggende øvelse. Gode sko når du vælger en gående øvelse og gerne en blød stol hvor du kan sidde godt, når du vælger en siddende øvelse.